Forfattere: V. Laursen, P. Jensen og H. Bendixen
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 1933
Sidetal: 107
Jeg fik via gode venner – Fodboldshoppens Jimmy Sørensen og Jesper Ralbjerg fra Gandil-Selskabet – endelig fat i klassikeren Tre fra landsholdet fra 1933, som blev skrevet af tre spillere fra tre forskellige klubber, nemlig Valdemar Laursen fra KB, Poul ”Pølse” Jensen fra B.93 og Harry Bendixen fra AB.
Konceptet var sådan set ret banebrydende og interessant. Der blev ikke skrevet ret mange sportsbøger dengang, og det var et spændende tiltag, at forfatterne var fra rivaliserende topklubber. Samarbejdet kom til at stå som en markering af, at når man optrådte på landsholdet, så var de skrappe dueller i klubkampene lagt på hylden. Man stod sammen.
Og de tre musketerer udgjorde i en række kampe midt i 1920´erne tilsammen en halfback-kæde med høj kvalitet og klasse på det nationale mandskab. Bogen Tre fra landsholdet blev tilmed skrevet, mens Laursen stadig var aktuel på landsholdet, og Bendixen og Jensen havde været det indtil for relativt nylig. I dag er dette helt normalt, men dengang usædvanligt.
KB’eren Valdemar Laursen levede fra 1900-1989.
Han var den første (og i mange år den eneste) landsholdsspiller med dette udmærkede efternavn (senere kom Jacob, Martin og Ulrik til). Som mange af de største talenter igennem historien debuterede Valdemar Laursen da også meget tidligt på landsholdet. Han var kun lige fyldt 18 år, og debuten fandt sted i forbindelse med prestigeopgøret mod Sverige på udebane i Göteborg i efteråret 1918, hvor Danmark vandt 2-1 efter en knaldhård og lige kamp. Sejren kom blandt andet i hus på et mål af debutanten Laursen, der dengang spillede i angrebet. Det skulle i øvrigt blive hans eneste scoring i landsholdskarrierens 44 kampe (hvilket var rekord i en årrække).
En elegantier med et suverænt overblik og det perfekte tekniske forbillede for den danske fodboldungdom. Han var dog ude for det usædvanlige, at DBU i 1923 tildelte ham et års karantæne, da han med en mistimet tackling gjorde en modspiller, ”Den falske Tist” (Poul Nielsen fra B.93), fodboldinvalid. Laursen overvejede stærkt et tilbud fra Everton, men forblev i de trygge rammer. Han var i mange år en myndig og respekteret (FIFA-)fodbolddommer og udgav fra 1936 årligt Fodboldbogen – en udgivelse, der ligesom Tre fra landsholdet viser, at Laursen var en glimrende skribent.
Han var dog også ramt af personlige tragedier, da både hans steddatter (på grund af en uønsket graviditet) og hans ekskone med en måneds mellemrum under krigen valgte at begå selvmord med gas – i hans lejlighed.
Laursen fremhæver, at fodboldklubberne har en opdragende funktion (gøre mænd til drenge …), og dette går igen i både Jensens og Bendixens afsnit, og der er nok gået nogle talenter tabt, der ikke kunne indordne sig. Elkjær var jo kun kortvarigt i KB, og Walther Christensen havde ingen af klubberne formentlig kunnet rumme.
B.93´eren Poul Jensen levede fra 1899-1991.
Sammen med Laursen og Bendixen udgjorde han som nævnt en stærk halfbackkæde i 8 landskampe fra 1924-28, og ”Pølse”, som var centerhalf, spillede 1921-31 i alt 30 landskampe (og det var mange dengang), men han var ikke prokurist og ikke professionel skribent som de to andre, men fremhæver privilegiet ved at komme ud at rejse og møde spillere fra andre lande.
AB’eren Harry Bendixen levede fra 1901-1954.
Hans landsholdskarriere var kortere end de andres (16 kampe i perioden 1924-28), men han var aktiv til det år, bogen udkom. Han dyrkede allerede på det tidspunkt en karriere som sportsjournalist på Dagens Nyheder og senere Berlingske Tidende. Fra 1944-54 var han ansvarshavende chefredaktør på BT og døde pludseligt, da han ikke vågnede op efter en akut blindtarmsoperation.
Han fortæller med flydende pen om, hvor svært det var at komme til at spille fodbold, når man ikke måtte spille i skolen og heller ikke måtte for sin far. Som 13-årig fik han dog lov, men han var tæt på at blive erklæret fodboldinvalid som 19-årig, da han i en kamp fik revet venstre ben af led. Den var nok ikke gået i dag, at Bendixen resten af sin karriere kun brugte højre ben og endda kom på landsholdet i både fodbold og ishockey.
Det bedste, der er at sige om bogen, er, at den er en sjældenhed og et tidsbillede. Det var kort sagt en anden tid. Men selvfølgelig skal den med i kanonen over danske fodboldbøger.
Dele af nærværende miniportrætter er planket fra Michael Kjærbøls portrætter af de tre spillere.
– Søren Brøndum Laursen
Skriv et svar