Bibliotek

Gandil-Selskabets fodboldbibliotek

Vores bibliotek er ikke som alle de andre. For det første eksisterer det (foreløbig) kun i en digital udgave. For det andet kan du ikke hjemlåne det materiale, som du finder omtalt her på siderne. For det tredje har vores bibliotek ét og kun ét fokus: dansk fodbold.

Vi håber, at du vil lade dig inspirere af vores must-reads til at gå i krig med den heldigvis temmelig omfattende og gode litteratur, der findes om dansk fodbold og dansk fodbolds historie.

Tipsbladet, alt om Sport m.fl.

Vores bibliotek rummer andet og mere end fodboldbøger. Du kan nemlig også finde blade om fodbold og sport i almindelighed. 

To udgivelser står helt centralt i vores samling, nemlig alt om Sport og Tipsbladet. Du kan finde udvalgte forsider, en kort gennemgang af historien om de to publikationer og artikler fra hhv. Frits Ahlstrøm og Michael Kjærbøl, der på fornem vis går i dybden med alt om Sport og Tipsbladet – og forklarer, hvorfor de to desværre ikke længere udgives.

Høyer, Jakobsen, Kjærbøl & Co.

I Gandil-Selskabets bibliotek møder du naturligvis Danmarks bedste fodboldforfattere, der via deres skarpe og velformulerede penne gør os alle sammen klogere på fodbold i almindelighed og dansk fodbold i særdeleshed. 

Du kan tilbringe tid sammen med creme de la creme blandt danske fodboldskribenter: Per Høyer Hansen, der har sin helt egen side, er her. Det samme er Joakim Jakobsen, manden bag Tynd luft, og Gandil-Selskabets egen Michael Kjærbøl. Så bliver det ganske enkelt ikke bedre.

Gode fodboldbøger gør livet bedre

Livet er for kort til dårlige og ligegyldige fodboldbøger. Dem udgives der desværre for mange af, men heldigvis beriges vi også hvert år af gode, vedkommende og velskrevne fodboldbøger, der gør os klogere. Det kan selvfølgelig være svært at skelne skidt fra kanel, og derfor har vi forsøgt at samle de bedste fodboldbøger om dansk fodbold, der nogensinde er skrevet, her i vores online bibliotek.

Den fodboldens litteraturkanon, som derved opstår, er i sagens natur et udtryk for vores helt subjektive vurderinger. Sådan må det nødvendigvis være. 

Affotograferingerne af bøgernes forsider er lavet og meget elskværdigt stillet til rådighed af ingen ringere end Per Kjærbye.

Kategorier og kriterier

Vi har i første omgang valgt at inddele vores samling af anbefalelsesværdige fodboldbøger i fire kategorier: Nyeste anbefalinger, Dansk fodbold, Landshold og Spillere. Yderligere kategorier kan blive tilføjet sidenhen, f.eks. Klubber, Ledere osv.

For at en bog kan komme i betragtning til at blive indlemmet i vores virtuelle bibliotek, skal den opfylde to kriterier: Bogen skal være skrevet på dansk, og den skal omhandle dansk fodbold, danske spillere, det danske landshold osv.

På et senere tidspunkt vil vi formentlig udvide antallet af kategorier, men vi vil ikke slække på vores kriterier og vores krav til kvalitet. Vi anbefaler kun en bog, hvis vi synes, at vi kan stå inde for dens samlede kvalitet.

Mangler vi en bog?

Det udvalg af fodboldbøger, som vi præsenterer her på vores hjemmeside, udgør ikke nogen komplet, fuldstændig og udtømmende liste over bøger på dansk om dansk fodbold. Det har aldrig været ambitionen. En sådan liste kan formentlig rekvireres via Det Kongelige Bibliotek.

Vores mål er at præsentere dig for et udvalg af bøger om dansk fodbold, som efter vores mening er værd at læse. Vi håber naturligvis, at du får lyst til at gå i krig med nogle af vores anbefalinger.

Hvis du synes, at vi mangler en bog blandt vores rekommandationer, vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til michael.kjaerbol@gandil-selskabet.dk, og fortæl os, hvilken bog vi bør omtale – og hvorfor – så kan du måske være med til at gøre vores gode udvalg endnu bedre!