Thomas Frank

Thomas Frank

Forfatter: Kasper Steenbach
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2025
Sidetal: 272

Kasper Steenbachs biografi om Thomas Frank hører til den kategori af fodboldbøger, der måske handler mere om moderne ledelsesprincipper end om Franks karriere og selve spillet.

Som sådan er det en af de bedste, jeg har læst med min baggrund i personaleledelse og ledelseskurser. Den minder meget om Kasper Hjulmands Fodbolddrømmer og William Kvists Jagten på frihed, der også handler meget om moderne præstationsfremmende tiltag som coaching og værdibaseret ledelse.

Thomas Frank er en af de moderne trænere, der ikke selv har en spektakulær spillerkarriere at trække på erfaringer fra. Han nåede op i serie 3 med Frederiksværk, hvor han voksede op, og sjovt nok løb den unge Thomas rundt på banerne i Frederiksværk i slut-90’erne, mens undertegnede arbejdede på det nye bosted lige ved siden af. Han begyndte som træner som 21-årig og har en uafsluttet universitetsuddannelse i idræt bag sig.

Bogen går tæt på de omkostninger, Thomas Franks forskellige jobs har haft for ham selv og hans familie. I perioden som Brøndbytræner var der mandag morgener, hvor hans kone ikke orkede at gå på arbejde, hvis Brøndby havde tabt, og hans søn ville ikke i skole. Thomas Franks kone, Nanna, har efter Brøndbytiden helt valgt det fra at engagere sig i holdets kampe, og når Brentford spillede på udebane, nød hun at have et par dage for sig selv.  ”Andre koner går da heller ikke med deres mænd på arbejde.” Thomas understreger meget, at alle beslutninger, han har taget, er taget sammen med Nanna, og at det har været godt for balancen i hans liv, at døtrene Freja og Alba heller ikke interesserer sig en døjt for fodbold.

Til gengæld har sønnen Bertram fra en ung alder fulgt faderens arbejde tæt, og han har arbejdet som scout for klubben i det skandinaviske område, og det var ham, der anbefalede Thomas at entrere med Christian Eriksen i vinteren 2022. Thomas havde trænet Eriksen på U-17 landsholdet, så de kendte hinanden.

Det er spændende at læse om den smeltedigel, der var i Lyngby Boldklub i 00’erne, hvor senere kendte trænere som Kasper Hjulmand, Johan Lange, Niels Frederiksen, Kenneth Weber og Christian Nielsen arbejdede med nye træningsmetoder og tilgange til mandskabsbehandling, som de alle har kunnet bruge senere, og i sin tid i DBU, Brøndby og Brentford har Thomas Frank arbejdet sammen med andre unge trænere som Claus Nørgaard og Brian Riemer. Man tænker på det berømte boot-room i Liverpool i 70’erne. Men kodeordet var hårdt arbejde.

Thomas Franks vej til at være den nok i dag højest profilerede danske klubtræner går også over de systemer, som Matthew Benham – med sin baggrund i sit betting-firma – har indført i klubber som Brentford og FC Midtjylland, hvor mange af vurderingerne af, hvilke spillere der skal købes og sælges, bygger på en kæmpe database, hvor en spiller ikke kun bedømmes efter sine fodboldmæssige evner og udviklingspotentialer, men også efter den mundrette formel ”No Dickhead”. Selv om en spiller har store evner, får han ikke kontrakt med Thomas Frank, hvis han ikke også kan indgå i et fællesskab. Dumme svin gør mere skade end gavn.

Arbejdet med dødboldsspecialister har også haft Brentfords og Franks interesse, og de lange indkast har en Mads Bech taget med hjem til FC Midtjylland. Det samme gælder andre strategier, som gjorde, at Brentford i tre på hinanden følgende kampe i Premier League i 2024 scorede, før der var spillet 40 sekunder. Det er ikke tilfældigt, og alle Brentfords dødboldstrænere er blevet headhuntet af større klubber. Den seneste, Keith Andrews, er nu klubbens manager. 

Thomas er i ugentlig kontakt med sin mentor, Teddy Hebo Larsen, og bruger moderne ledelsesværktøjer og har ud fra ledelses- og forandringskonceptet ”Spiral Dynamics” skabt styringsmodellen PATH (Passion, Attitude, Togetherness, Hard work). Men det handler om at vinde.

Bogen er skrevet i tiden, hvor Thomas Frank i sommeren 2025 skiftede til Tottenham, og man følger hans overvejelser efter allerede i 2023 at have været i seriøs kontakt med både Chelsea og Manchester United og om, hvad det ville betyde, hvis han a la Pep Guardiola og nu Jürgen Klopp tog et sabbatår. Bogen slutter med, at Thomas Frank ringer til Klopp – en aftale de havde, hvis han skiftede til en top-6-klub i England – et skift, der svarede til Klopps skift i sin tid fra Mainz til Dortmund. Efter en god snak siger Klopp: ”Du kan altid ringe”.

– Søren Brøndum Laursen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *