Forfatter: Palle “Banks” Jørgensen
Forlag: Tipsbladet
Udgivelsesår: 2000
Sidetal: 200
Bogen er Palle “Banks’” anden udgivelse. Inden da havde han i 1999 udgivet en bog om sin hjerteklub, B.93, delvis baseret på klubbens mangeårige statistikfører G.A. Lorentzens efterladte notater, som blev fundet ved klubbens flytning fra Idrætshuset ved Østerbro Stadion til “Slottet” ved Svanemøllen Station. Omtalte Lorentzen var min morfar. Bogen var delvist finansieret ved frivillige bidrag.
Palle Banks havde en fortid som mangeårig målmand på andetholdet i B.93, men fik ti førsteholdskampe og en status som NU-spiller. Han spillede basketball i Stevnsgade om vinteren, og hans statistikker herfra har i alt fald engang ligget online.
Bogen om B.93 blev en succes, og det lykkedes at lave en aftale med Tipsbladet om at finansiere udgivelsen af en bog om A-landsholdet med alle mulige statistikker og anekdoter, og bogen udkom i foråret 2000. Den gav for alvor Palle førertrøjen som Danmarks førende statistiker, da alene Frits Ahlstrøm med sine Guiness-bøger i 80’erne og 90’erne havde forsøgt at lukke hullet efter Johannes Gandils mursten Dansk Fodbold fra 1938.
Jeg kan se, at mange af de statistikker, som findes i bogen, kan forefindes på min computer i form af regneark, der selvfølgelig er behørigt opdaterede. Derfor er bogen ikke længere én, jeg bruger til daglig, men som hovedstol i statistikkerne omkring vores A-landshold er den vigtig.
– Søren Laursen


Skriv et svar