En del af det største

Forfatter: Lars Berendt
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2017
Sidetal: 368

Efter et længere optræk har jeg omsider fundet tid til at læse En del af det største, og jeg kan allerede afsløre, at der venter fodboldnostalgikere og landsholdsfan en stor læseoplevelse.

I årenes løb er der publiceret mange fremragende værker om landsholdet og dets trænere og spillere. I Berendts bog får læseren et helt andet perspektiv på landsholdet, nemlig håndteringen af de mange begivenheder og tildragelser uden for banen, der er knyttet an til landsholdet set fra DBU´s side. Bogen er derfor ikke fyldt med detaljerede kampreportager og spillerudtalelser, men tilføjer ikke desto mindre nye oplysninger til de mange spændende landskampe i perioden 1991-2014.

Berendt indbyder med andre ord til en herlig fodboldnostalgisk rejse tilbage i tiden. Særligt opslugt blev jeg af fortællingerne fra de første år – EM-triumfen, Laudrup-brødrenes tilbagevenden til landsholdet og vores store landstræner Richard Møller Nielsens meningsudvekslinger med pressekorpset. Denne udfordrende epoke i DBU krydrer Berendt med en humoristisk skildring af den teknologi, som stod til rådighed for kommunikationschefen i begyndelsen af 90´erne. Det var før internet og tablets.

Med den kendte franske komiker Jacques Tati i baghovedet kan jeg levende forestille mig en totalt overbebyrdet Berendt, der udstyret med en håbløs telefax, som kun én DBU-medarbejder kan betjene, skal forsøge at udsende sin første pressemeddelelse, medens den stationære telefon på hans kontor kimer med de første journalister, der rutinemæssigt leder efter en historie til morgendagens trykte avis. Kontrasten til den såkaldte Twitter-gate fra 2012 om spillernes anvendelse af Twitter i landsholdslejren er slående.

Berendt er også en glimrende fortæller. Selv om alle kender udfaldet af f.eks. baneløbersagen fra Sverige-kampen i 2007 og spillerboykotten fra Portugal-kampen i 2008, formår den tidligere kommunikationschef over flere sider at opbygge en stigende spænding om forløbet, fordi Berendt bl.a. tilføjer minut-til-minut informationer fra grønsværen, omklædningsrummet og DBU-ledelsen. Faktisk lyser bogen op ved, at den kommunikationsfaglige del af Berendts mangeårige virke formidles på en måde, så alle kan være med.

En gennemgang af de mange sager, som DBU og Berendt skulle forholde sig til og håndtere hensigtsmæssigt fra 1991 til 2014, viser efter min opfattelse, at DBU ofte har truffet de rigtige valg. Ingen glemmer de gamle katastrofesager (Frimann-sagen og udnævnelsen af Horst Wohlers som landstræner – begge før Berendts tiltræden), men sandheden er nok, at DBU og Berendt langt hen ad vejen var i stand til grundigt at analysere problemet og i langt de fleste tilfælde træffe et valg, der blev den bedste løsning.

Som eksempel vil jeg nævne håndteringen af de vanskelige personsager omkring Kim Vilfort under EM 92, Stig Tøfting under VM 2002 og Jesper Grønkjær under EM 2014, hvis løsninger i dag forekommer både rationelle og fornuftige.

Kritik vedr. DBU´s overvejelser og valg dengang er i orden, men de fleste med et ansvar enten for at træffe et valg eller rådgive en ledelse om et valg kender i den sidste ende det forhold, at når dagen er omme, skal valget træffes af dig alene, og det adskiller det i virkeligheden fra alle andres input til løsningen. Det er ofte nemt at være kritisk, når man ikke selv sidder med beslutningsansvaret. Til gengæld skal man også stå på mål for de valg, som er truffet, og det gør Berendt i de sager, hvor han havde indflydelse. Og i de sager, f.eks. spillerboykotten af pressen efter Portugal-sejren, hvor Berendt ville have valgt en anden løsning, fortæller han udførligt om de følelser, der lå bag landsholdsspillernes handling. Berendt gør det så udførligt, at jeg for første gang bedre har kunnet gennemskue de bevæggrunde, der lå bag spillernes voldsomme demonstration over for pressen.

Endelig bør det også med, at Lars Berendt grundlæggende er loyal over for sin gamle arbejdsgiver DBU. Det er helt, som det skal være efter min opfattelse, og læseren kan på grundlag af Berendts grundige skildring selv forholde sig til de mange begivenheder i DBU.

God læselyst og tak til Lars Berendt.

– Simon Neergaard-Holm