Forfatter: Hans Krabbe
Forlag: Turbine
Udgivelsesår: 2018
Sidetal: 270

Chefredaktør ved Midtjyllands Avis Hans Krabbe, der bl.a. tidligere har været medforfatter til Drengene fra Wembley om den uforglemmelige EM-sejr over England i 1983, har skrevet en fortræffelig bog om det danske kvindelandsholds VM-triumf i eftersommeren 1971.

Titlen er Den Glemte Triumf og handler om det første danske kvindelandshold.

Danmark blev i Mexico City verdensmester på et tidspunkt, da kvindefoldbold var ganske upåagtet i kongeriget. Ikke desto mindre blev det VM det første skridt på en lang og trælsom vej frem mod kvindefodboldens anerkendelse, både i DBU og den brede befolkning.

Kombinationen af udførlige interview med de danske VM-kvinder, flotte, nostalgiske billeder og et fascinerende tilbageblik på de 4 VM-kampe tager læseren med på en herlig rejse tilbage i tiden.

Udover fortællingen om kvindelandsholdet fra 1971 er det bogens helt store styrke, at den indeholder en række overvældende og til tider rørende portrætter af en flok stærke kvinder, der ved siden af deres fodboldkarriere har mødt både medgang og modgang i livet og har skullet håndtere forskellige typer af udfordringer.

Det er faktisk disse kvindeportrætter, som står stærkest tilbage og også har foranlediget mig til at give bogen til min ægtefælle og datter, der normalt ikke læser ”fodboldbøger”. I denne bog møder læseren 16 kvinder, der med forskellige udgangspunkter fortæller om deres liv i de seneste 50 år. 

I 1971 var jeg 11 år og håbede på, som så mange andre, at det danske herrelandshold, der altid tabte de vigtige kvalifikationskampe, omsider ville begynde at vinde. DBU havde nemlig fra begyndelsen af 1971 besluttet at indlemme de udenlandsprofessionelle spillere fra Vesttyskland, Belgien og Holland på landsholdet.

Begyndelsen var dog en eklatant fiasko. Selv med de udenlandsprofessionelle i holdopstillingen tabte Danmark. Fiaskoen kulminerede, da arvefjenden Sverige i juni 1971 slog de danske professionelle med 3-1 i en fyldt Københavns Idrætspark.

Knust over det forsmædelige nederlag til Sverige hørte jeg pludselig om de danske kvinder, der fjernt fra Danmark havde succes.

VM-kampene blev ikke vist i Danmarks Radio, men i aviserne var der små opmuntrende artikler om kvindernes triumf. På de slørede pressefotos fik jeg øje på nye idoler, som jeg kunne kaste mit øje på. Især Susanne Augustesen, der scorede tre mål i finalen mod værtslandet Mexico, havde jeg et godt øje til. Hun var kun 15 år og derfor næsten jævnaldrende, tænkte jeg dengang håbefuldt.

Naturligvis sad jeg foran skærmen, da kampen blev vist, og jeg nød de danske kvinders enestående triumf. Højdepunkter fra kampen kan i dag findes på YouTube.

– Simon Neergaard-Holm


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *