Dansk fodbold

Dansk fodbold

Forfatter: Johannes Gandil

Udgivelsesår: 1939
Sidetal: 719

Hvis man kan tale om en ”Bibel” for folk, der ønsker viden om og forståelse for dansk fodbolds tidlige historie, så er det Gandils Dansk fodbold, der blev udgivet i 1939.

Forfatteren var 4 år om at sammensætte sit mammutværk, og det forstår man godt. Det er bygget på utallige optegnelser og artikler og et omfattende arkivmateriale. Gandil har også klogt benyttet andre skribenter med indgående kildekendskab.

Johannes Gandil var dansk fodbolds første store idol. Han var en lynhurtig wing, der begejstrede alle i perioden fra 1890’erne til det første årti i 1900-tallet, hvor fodbolden udviklede sig med stormskridt i København. Publikum gav ham tilnavnet ”Fodboldkongen”.

Meget passende nåede en aldrende Gandil lige akkurat at spille på landsholdet, da DBU – efter flere års tilløb – endelig besluttede at stille op til officielle landskampe. Det var i forbindelse med de Olympiske Lege i London i 1908, og det blev også her, at Gandil mødte sin karrieres endeligt. Fortjent spillede han med i Danmarks første internationale opgave, i den anden officielle landskamp. Han blev dermed, som 35-årig, den ældste debutant på et dansk landshold, indtil rekorden blev overgået af Peter Kjær i 2001. Gandils debut blev desværre også hans eneste landskamp. Han blev ramt af en knæskade og måtte indstille karrieren. Meget symptomatisk nægtede han dog at udgå af kampen med sin skade. Han ville ikke svigte. En gigantisk sejr på 17-1 over Frankrig blev imidlertid en smuk og passende sortie for Danmarks første store fodboldidol, der dermed sluttede på toppen. Han var landets største spiller i hele den periode, hvor dansk fodbold gik fra primitiv kludderfodbold til sublim verdensklasse. 

Allerede undervejs i den aktive del af karrieren betalte Gandil tilbage til sit elskede fodboldspil, ikke mindst B.93, som han medvirkede til at stifte. Han blev sportsskribent og drev Sportsbladet som redaktør i over 30 år. Hans viden om dansk fodbold var uden sidestykke. Gandil var bestyrelsesmedlem i B.93 i ufattelige 49 år. Ridder af Dannebrog i 1943. Og desuden medlem af DBU’s bestyrelse fra 1923 til 1940.

Dansk fodbold er bygget kronologisk op med gennemgang af DBU’s historie, herunder landsholdets kampe fra 1908-37. Derefter fortælles lokalunionernes og de væsentligste klubbers historie. Trods den enorme volumen er værket nemt at navigere i og benytte som opslagsværk.

Her er oversigter over lands- og lokalmesterskaber og pokalturneringer, unionsspillere og -kampe, portrætter af ledere og spillere og meget, meget mere.

Gandils murstensværk på over 700 sider er et unikt kildegrundlag for al senere historieskrivning om dansk fodbolds tidlige udvikling.

– Michael Kjærbøl


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *