
Jeg er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet og arbejder til daglig som oversætter fra tysk og engelsk.
Min interesse for fodbold startede helt fra barnsben af. Med stor iver lavede jeg omfattende videosammenklip af mål og højdepunkter fra EM-slutrunden i 1988 og VM-slutrunden i 1990 og jagtede autografer, hver gang de danske tophold og gamle koryfæer lagde vejen forbi min sønderjyske hjemegn. Samtidig spillede jeg selv i Dybbøl IU, hvor det blev til i alt 237 kampe som ungdomsspiller.
I dag er fodboldinteressen intakt, men min fokus er primært rettet mod det danske fodboldlandshold samt dansk og international fodboldhistorie. Denne fokus udmønter sig i hyppige ophold på lægterne i Parken, når landsholdet spiller, og ikke mindst i en nostalgisk tilbøjelighed til at dykke ned i gamle fodboldkampe og -udsendelser fra min egen samling af optagelser fra dansk tv.
Jeg er revisor for Gandil-Selskabet og ejer en stor samling af autografer, fodboldklistermærker, fodboldbøger og -tidsskrifter, gamle fodboldkampe og anden VHS-nostalgi.
