
Jeg bor i Odense, hvor jeg arbejder som skolelærer. Min hverdag er præget af en aktiv livsstil med mange forskellige interesser. I mere end 20 år har jeg rejst land og rige rundt med mit Elvis-show, samtidig med at jeg har fundet tid til at forfølge min passion for at skrive.
I 2016 udgav jeg min debutbog Straffe!, der dykker ned i historien om straffesparket og dets indflydelse på en række historiske fodboldkampe. Efterfølgende har jeg skrevet en biografi om badmintonspilleren Viktor Axelsen (2017) og bidraget som medforfatter til en biografi om den multifacetterede musiker, skuespiller og komiker Jørgen Ryg (2019).
Jeg rejser ligeledes rundt i landet med en række foredrag, der alle tager udgangspunkt i mine forfatterprojekter og min karriere som Elvis-artist.
Fodbolden har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Jeg har spillet fodbold hele mit liv og har fra barnsben haft en særlig kærlighed til OB, Liverpool og det danske landshold.
Jeg er især optaget af historiske vinkler og det faktum, at vi alle står på skuldrene af dem, der var her før os. Fortidens helte og deres præstationer må for alt i verden ikke forsvinde i glemslens mørke. Deres historiske arvegods må og skal foreviges, huskes og værdsættes af fremtiden.
Kontaktoplysninger
Email: henrik.busborg@gandil-selskabet.dk
